Glæde og opmærksomhed

Glæde er en finurlig størrelse.

Når den er der, er det som om den er kommet ud af det blå, og den vil vare for evigt. Det føles fantastisk. Følelsen af glæde sætter aftryk på både dine tanker, som er langt mere positive og opløftene, og din krop som føles let og afslappet.

Når glæden ikke er der, kan det virke nærmest umuligt at finde den frem, og det kan føles ubehageligt og frustrerende. Tankerne kører i en negativ spiral, og din krop føles tung og anspændt.

Du kan faktisk selv være med til at skrue op for GLÆDEN.

Et effektivt værktøj til at hjælpe dig med det er mindfulness. Mindfulness træner nemlig din hjerne til at være endnu mere opmærksom og bevidst, dvs. at du bliver bedre til at holde øje med det der sker – lige nu.

 

Mindfulnessøvelse: Skru op for glæden

Det lyder måske en anelse bagvendt, men du kan få mere glæde i dit liv ved at holde øje med det, der gør dig GLAD.

Prøv denne øvelse den næste uge:

  1. Hold øje med ALT DET, der giver bare en lille bevægelse i dine mundvige, giver en bedre eller god fornemmelse i kroppen eller ændrer dine tanker i positiv retning.
  2. Lav hver aften en kort status, og skriv gerne 3 af de ting ned, som du oplevede i løbet af dagen (fortæl det gerne højt til din partner eller en god ven).
  3. BONUS: Hvis du har overskud til det, så start hver morgen med at beslutte dig for én ting du vil gøre, som du ved gør dig GLAD.